Vores tro skal redde klimaet

maja dalgaard pøhler, jesper dalgaard pøhler, august septimius krogh, klima, bæredygtighed

Det flyver med fakta såvel som fake news i klimadebatten. Det får både skeptikerne og fanatikerne til at holde fast i, at de har ret og alle andre tager fejl. Men vi kan faktisk godt handle nu uden at gå død i fakta-debatten, hvis vi finder troen på os selv som handlerådige individer, for konkret politisk handling har lang sigt endnu.

Illustration: Maja Dalgaard Pøhler

Her sidder vi. To akademikere, der har læst sig til, at klimaforandringerne er menneskeskabte, samt at det med stor sandsynlighed vil have enormt store konsekvenser for menneskeheden som følge deraf. FNs klimapanel, IPCC, fortæller, at vi allerede i 2040 når den frygtede temperaturstigning på 1,5 grader. Vi og tidligere generationer er selv skyld i dette, men i stedet for at gøre noget ved det, ender klimadiskussionen ofte i en fakta-krig om, hvad vi skal gøre først, og hvad der batter allermest.

Vi oplever, at det er de færreste, der ændrer deres vaner drastisk, og CO2-udledningerne stiger i disse år, trods grønne ambitioner. Ambitionerne er altså oftest kun i ord, mens politikerne eksempelvis bruger tiden til at indføre peberspray i hjemmet og flytte flygtninge til isolerede øer frem for at følge deres grønne ord op med handling. Vi ser selvfølgelig de ændringer, der faktisk sker på klimaområdet, men det er småting og mest i nicheafdelingen.

Årsagerne til den manglende handling kan være mange. Selv kan vi konstatere, at debatten – både den offentlige og den om spisebordet – alt for tit fortaber sig i teknikaliteter. Skal jeg købe økologiske æbler fra udlandet eller konventionelle æbler fra Danmark? Skal jeg køre elbil eller hybridbil? Sparer jeg mest CO2 ved at købe et stofnet eller ved at genbruge plastikposer?

Disse diskussioner fører desværre nemt til handlingslammelse frem for handling. For hvis ikke vi kan gennemskue, hvad der er den bedste og mest klimaeffektive handling, hvorfor så overhovedet gøre noget? Sandheden er, at der er langt større ting at tage fat på end diskussionen om de rette æbler.

Derfor vil vi her slå et slag for troen. Vi skal simpelthen tro på, at vi alle sammen gør det rigtige, når vi vælger at gøre det grønne. Det grønne er at skære ned på CO2-udledningerne, flyve mindre, købe mindre og bedre og spise flere planter og færre dyr. Hvis vi en dag når dertil, at det er relevant at diskutere æbleindkøb, så er vi nået meget længere, end vi er i dag.

Det er altså ikke en religiøs tro eller fanatisme, vi kæmper for. Det er derimod troen på, at det nytter noget, når du og jeg ændrer vores handlinger.

Disse diskussioner fører desværre nemt til handlingslammelse frem for handling. For hvis ikke vi kan gennemskue, hvad der er den bedste og mest klimaeffektive handling, hvorfor så overhovedet gøre noget?
| AUGUST SEPTIMIUS KROGH
& JESPER DALGAARD PØHLER

Tro skaber mening
Der var mange, der tog sig til panden, da Dansk Folkepartis klimaordfører, Mikkel Dencker, sagde til Information, at debatten om klimaforandringer hører til i kirken. Som han sagde, er der “… nogle forskere, der er overbevist om det ene, og nogle er overbevist om det andet”. Derfor føler han sig “… ikke på den baggrund kvalificeret til at være på den ene eller den anden side“.

Men er det egentlig ikke meget fair? Politikere er ikke forskere, og det er urimeligt at forvente, at de skal kunne vurdere, hvilke forskningsstudier der er mest pålidelige blandt utallige. Derfor er det da kun fornuftigt at vælge en neutral indstilling og sige: Vi ændrer ikke noget, før vi har sikker viden.

Spørgsmål er, om vi nogensinde har sikker viden. Vi ville her sige, at fakta er, at i diskussion om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte, er det kun tre procent af verdens forskere, der sår tvivl, mens 97 procent er enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Så selv om vi aldrig kan være helt sikre på, at klimaforandringerne er både menneskeskabte, reelle og faretruende, så har vi altså ret gode indikationer for, at det sandsynligvis er sådan. Og selv hvis de 97 procent tager fejl, hvad har vi så mistet ved at omlægge vores vaner? Worst case scenario, så har vi øget folkesundheden. Best case har vi afværget den sjette masseudryddelse.

Vi kan dog konstatere, at det er de færreste, der ændrer vaner på baggrund af øget information alene. Det er heldigvis et fåtal, der betvivler, at klimaforandringerne er menneskeskabte, men alligevel er det også få af os, der for alvor lægger vores vaner om. Der skal altså mere til end faktatjek og øget information. Nemlig troen på, at det nytter at gøre noget – nu.

Og selv hvis de 97 procent tager fejl, hvad har vi så mistet ved at omlægge vores vaner?
| AUGUST SEPTIMIUS KROGH
& JESPER DALGAARD PØHLER

Den danske model
Tro kan skabe ekstremiteter og polarisering, men tro kan som bekendt også flytte bjerge. Tænk bare på sidste gang, du ændrede en vane eller tog en større beslutning om at ændre dit liv. Var det troen, der fik det til at lykkes, eller var det fakta? Vidste du, at det var bedst for dig at gå fra din partner? Eller skære ned på kødet? Eller få et barn? Eller tage det offentlige i stedet for bilen? Eller kunne du blot mærke, at det var det rigtige for dig?

Svaret er nok et både og. Vi kan nemlig ikke træffe alle vores beslutninger på baggrund af vores mavefornemmelse, men vi kan heller aldrig blive 100 procent sikre på, at vi har valgt rigtigt.

Men vi handler, fordi vi tror på, at det gør en forskel. Vi handler, fordi vi ønsker et andet samfund end det, vi lever i. Fra udlandet kender vi ikoner som Martin Luther King og Malala Yousafzai, der troede på, at de kunne være en del af forandringen, selv om det syntes nyttesløst at gøre oprør.

Herhjemme har vi fagforeninger, demokrati, kvinders stemmeret og andre af de goder, som mange af os tager for givet i dag. Ændringerne er blevet skabt gennem enkeltpersoners kamp for et andet samfund, hvor flere blev tilgodeset. Kampene starter alle med, at du og jeg kæmper en håbløs kamp mod noget større og meget veletableret. Men af og til i historien er det lykkedes at skabe en bevægelse og ændre det nuværende til det bedre.

Den kamp spirer lige nu på klimaområdet. Men bevægelsen har brug for flere mennesker, der i ord støtter op og i handling rent faktisk viser, at vi vil et andet samfund. Et samfund, hvor vi passer på vores planet, på vores natur og på hinanden. Et samfund, hvor vi ønsker balance mellem det, vi giver, og det vi tager. Et samfund, hvor mennesker, virksomheder, dyr, natur og politikere kan sameksistere uden at ødelægge det for de næste generationer – også selv om det koster en saftig bøf et par gange om ugen eller et par flyrejser om året.

Det samfund kræver en offentlig samtale frem for debatter med kun én vinder og en masse tabere. Vi ønsker en samtale, hvor det ikke er den, der spiser økologisk, sparer plastikposen i Netto eller køber sig en elbil, der har bevisbyrden. En samtale, hvor omtanke for Jorden og naturen er i fokus. En omtanke, der kan tage mange former. Fra de hardcore veganere, der aldrig flyver og kun køber genbrug og skralder, til dem, der holder en kødfri dag om ugen og prøver at huske at tage en pose med hjemmefra, når de handler ind.

Der skal være plads til en åben dialog om de meningsfulde handlinger. En dialog, hvor vi ikke nødvendigvis faktatjekker alt, hvad andre gør, for at skyde det ned og bekræfte os selv i, at vi ikke behøver at gøre mere. Det er nemlig helt okay at tro på, at det, vi gør, er godt. Hellere handle af et godt hjerte end slet ikke at gøre noget.

Sådan et samfund opnår vi kun, hvis vi tror på, at det er muligt. For vi tror på, at vi kan flytte bjerget i fællesskab.

Af August Septimius Krogh, KAOSPILOT,
og Jesper Dalgaard Pøhler, filosof og kommunikatør